ZSK
Discontent Hearts and Gasoline

De fire unge fyre fra det tyske band ZSK lancerer sig selv og deres musik, som tysksproget ”skate-punk”. Et godt eksempel på dette kan ses på ZSK officielle hjemmeside, der har adressen www.skatepunks.de. Der er sikkert andre end mig, der ikke har det alt for godt med mærkatet ”skatepunk”, og bestemt ikke har fået gode associationer fra dette siden ’97-’98. I dag er det nærmest sådan, at når et for mig ukendt band får påhæftet betegnelse skatepunk, er det næsten sikkert, at jeg holder mig væk. Det er ikke fordi det altid har været sådan. Da genrens grundlæggere og bannerfører, NOFX, i begyndelsen af halvfemserne blæste benene væk under mig med pladen White Trash, Two Heebs and a Bean var jeg, sammen med mange andre helt solgt. Uhøjtideligt, vildt og ungdommeligt fornyede NOFX punken, ved at tage det bedste fra tidligere amerikanske punkstrømninger som old school 70’er punk, bubblegum, californisk hardcore, skapunk, oi og streetcore. Alt dette blandede de sammen til noget der var deres eget. Næsten helt apolitisk, gang-i-den, fræk partypunk med catchy pop-melodier, der passer til Californiens beachparties og surfer/skatemiljø, hvor det er helt ok at gå i andet end sort tøj og læder – eksempelvis shorts, gummisko og smarte skate-t-shirts. Det var på mange måder et opgør med punken, som den tog sig ud på det tidspunkt.

NOFX udkom på Bad Religions Epitaph-label, og var med til at gøre det til det største uafhængige pladeselskaber. Som en konsekvens af NOFX’s succes, fik bandets hovedmand, Fat Mike, startet sit eget sublabel til Epitaph, Fat Wreck Chords, der specialiserer sig i at udgive bands i stil med NOFX, hvilket vil sige skatepunk, som genren hurtigt blev døbt. Specielt labelsampel-pladerne fra Fat Wreck var med til at etablere genren og det lille sublabels navn. Her var bands som Lagwagon, Propagandhi, der faktisk markerede sig ved at være politiske, No Use For A Name og mange andre, som svenske Millencolin. Det var imidlertid også her, at succesen begyndte at vokse dem over hovedet. Musikken blev til en klart defineret genre, med egne regler, klichéer og forudsigeligheder. Lyden blev ligeledes kedelig, poleret, gennemskuelig, ligesom bandenes stil og sceneshow (”uuhh, hopper I alle sammen i takt, mens I laver fjollede ansigter, fedt nok...”). Et af de værste, eller bedste, eksempler på skatepunkens mainstreamsucces og samtidige kunstneriske død, er for mig bandet New Found Glory. Hvis du aldrig hørt en plade med dem, skal du bare være glad for det, men de var altså store ved årtusindeskiftet og deres musikalske arvtagere er A Simple Plan, som vi nok alle kan blive enige om, godt at kunne være foruden. NOFX selv har formået at overleve hele skatepunkbølgens storhed og forfald, ved at blive ved med at gøre det de altid har gjort – være kolde i røven overfor trends, bølger og genreskel. Fat Mike og drengene gør sådan set bare hvad de føler for. Derved har NOFX været i stand til, hele tiden forny og genopfinde sig selv, uden at miste dem selv eller deres fans. De overlevede både storhedstiden som band, men bestemt også kunstnerisk, med integriteten og troværdigheden intakt. De er til gengæld også undtagelsen der bekræfter reglen. Så godt som alle andre af skatepunkbands er med god grund borte i dag.

For at vende til det denne anmeldelsen egentlig handler om, så var ZSK’s betegnelse af sig selv som skatepunk bestemt ikke noget, der tiltalte mig. Jeg frygtede det værste, da jeg skulle høre pladen for første gang, og tænkte ting i stil med ”åh nej, er der virkelig stadig nogen der laver det lort?”. Lidt ligesom når man ser en ny Oasis-single. Men jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Måske har ZSK næsten reddet skatepunk-genren for mig.

En del af grunden til, at ZSK hæver sig over den ordinære skatepunk-grød er nok, at det ikke er rendyrket amerikansk fest-funnyguy-kegparty poppunk de spiller. For det første er ZSK tyske og de synger på tysk. For det andet er produktionen og lyden på Discontent Hearts and Gasoline mere rå, upoleret og rock-punket, end ved langt de fleste skatepunkplader, der som oftest er skrækkelig overproduceret og næsten helt kønsløst glatpolerede. For det tredje er ZSK politiske, meget politiske endog. De fleste skatepunkbands er ellers kendte for at være notorisk apolitiske. Politiske bands med politiske tekster kan dog omvendt let blive for meget af det gode, men jeg vil sige, at ZSK klarer denne balancegang ganske godt. Teksterne er heldigvis ikke alt for preachy, og indeholder mere ordene ”Du” og ”Ich” end ”vi” og ”dem”, hvilket hiver det hele ned på et mere personligt og ikke så ideologisk højtflyvende plan.

Dette får mig til at tænke i retning af de store tyske (pop) punkbands som Die Toten Hosen og Die Ärzte, der altid har skrevet personlige sangtekster på tysk, som dog til tider har haft et klart politisk islæt. Faktisk er begge bands, Die Toten Hosen og Die Ärzte, et specielt tysk fænomen uden noget rigtigt udenlandsk sidestykke. Begge har de haft tyske charthits og solgt massevis af plader. Samtidig har begge bands formået at holde fast i punk-attituden og etikken. De har holdt sig friske og fornyet sig selv uden, at falde til patten, som vores hjemlige Sort Sol gjorde det. Begge bands er nærmest kulturinstitutioner i Tyskland, og er aktive indenfor en masse områder, som punkpladeselskaber, sideprojekter, politiske organisationer og fodboldklubber. Toten Hosen er hovedsponsor for deres hjembysklub, Fortuna Düsseldorf – så er man fandeme rockstar-rig! Det er nok heller ikke helt uden grund, at ZSK minder mig om Die Toten Hosen og Die Ärzte, for ZSK har været på turne med begge bands. Dertil kommer, at med ZSK relativt lave gennemsnitsalder, er bandet jo mere eller mindre vokset op med de to gamle gruppers sange i radioen, så indflydelsen er ret indlysende. Det er imidlertid ikke kun i deres tekster, at ZSK’s politiske engagement kommer til udtryk. De er også med i forskellige initiativer, som www.Kein-Bock-Auf-Nazis.de, der ligeledes har fået støtte af Die Ärzte, så det er ikke bare tom snak fra ZSK’s side.

Sangenes struktur er heldigvis heller ikke klicheagtige skatepunk-skabeloner, men tættere på gode rock melodier, som netop (du gættede det) Die Toten Hosen og Die Ärzte.

Pladens svageste side er så klart den midterste del, hvor ZSK alligevel på nogle punkter kommer til at læne sig for meget op ad den ordinere skatepunk og 90’ernes alterno-rock. Et af numrene, ”We will stop you”, synger de endog på engelsk, hvilket de ikke slipper så heldigt fra. Det skulle de bare lade være med, og det er sådan set numrene ”We will stop you”, ”Geschichten von Gestern” og ”Scherben”, der forhindrer mig i at være helt oppe og ringe over dette album. De bedste numre er derimod i starten og slutningen af pladen, hvor det sidste nummer for øvrigt kun er en lydkollage af nyhedsreportager fra Rostock-optøjerne i 1992, akkompagneret af et klaver. Det er ved ”Alles steht still”, ”Kein Schritt nach Vorn”, ”Wenn so viele schweigen” og ”13 minuten” at ZSKs kvaliteter virkelig skinner igennem. Også på den tekstmæssige side, med catch-frases som ”Wenn so viele schweigen müssen wir noch lauter schrien”, er ZSK charmerende og fyldt med potentiale.

Alt i alt er Discontent Hearts and Gasoline en plade der er værd at investere i, specielt hvis man vil se hvordan godt tysk pop-punk ser ud, eller måske mangler lidt nyt i forhold til sin Toten Hosen- og Die Ärzte-samling. Det bliver spændende at se hvordan et ungt band med potentiale, som ZSK kommer til at udvikle sig, men det er noget der tyder på at Campino og Farin Urlaub (forsangerne fra henholdsvis Toten Hosen og Die Ärzte) ikke behøver at være bange for, at der ikke er nogen til at tage over når, de en dag går på pension (om lang tid forhåbentligt).

Albummet er venligst stillet til rådighed af Bitzcore

Nummerliste:
1. Alles steht still (ZSK) (2:53)
2. Wenn der letzte Vorhang fällt (ZSK) (3:29)
3. Kein Schritt nach Vorn (ZSK) (3:04)
4. Wenn so viele schweigen (ZSK) (3:28)
5. In freien fall (ZSK) (0:37)
6. Festung Europa (ZSK) (4:04)
7. Geschichten von Gestern (ZSK) (5:22)
8. Gestorben wird später (ZSK) (2:58)
9. Scherben (ZSK) (4:05)
10. We will stop you (ZSK) (3:17)
11. Irgendwann (ZSK) (2:27)
12. 13 Minuten (ZSK) (2:58)
13. 24. August 1992 (ZSK) (4:31)

Total spilletid: 43:18

Titel: Discontent Hearts and Gasoline Udgivet: 2006 Label: Bitzcore Produceret af: Flo V. Schwartz

Relevante links:
ZSK's hjemmeside
Politisk initiativ som ZSK medvirker i

Anmeldt af Claus Jacobsen | 13/07/2006