Et Gensyn med Blade Runner

I december 2007 udkom Blade Runner: The Final Cut. Fansene jublede allerede på forhånd, for efter sigende skulle dette være den endelige og definitive (og 25 års-jubilæums-) udgave af Ridley Scotts kult-klassiker fra 1982; en science fiction film noir der er blevet en af genrens mest stilistiske, toneangivende og indflydelsesrige film overhovedet. En film som langt de fleste science fiction-fans anerkender som en absolut milepæl, og en af genrens mest vellykkede og stemningsmættede kunstfilm.

Men er der virkelig grund til at juble over denne nye udgivelse? Både ja og nej. Lad mig sige med det samme, at jeg har begået en fejl: Jeg købte 2-disc udgaven i stedet for 5-disc udgaven. Jeg ville egentlig bare se hvad jeg troede var en ny version af filmen, og mente at 5-disc udgaven nok ikke var prisen værd. Allerede før jeg så den "nye" udgave var jeg bange for at dette var en fejl, og efter at have set The Final Cut er jeg blevet bekræftet i denne opfattelse.

Denne såkaldte "Final Cut" er nemlig intet andet end den selvsamme udgave som The Director's Cut fra 1992, blot med en lille smule digital-forbedrede effekter, som man alligevel stort set ikke lægger mærke til. Den er med andre ord en let forbedret genudgivelse som bare er kaldt noget andet, så de kan sælge nogle flere eksemplarer. Min reaktion: skuffelse.

Men lad mig starte fra begyndelsen. Jeg så første gang Blade Runner (den oprindelige version, med voice-over og happy ending) i det hedengangne Tivoli Bio omkring 1990, da jeg gik i gymnasiet. Jeg syntes med det samme at det var en rigtig fed film. Jeg kunne godt se at den lykkelige slutning var lidt i modstrid med resten af historien, hvor det stærkt antydedes at der ikke eksisterede mere uspoleret natur, men jeg syntes alligevel at det var tilfredsstillende med en sådan slutning. For hvad skulle den ellers have sluttet med?

Jeg anskaffede mig hurtigt filmen på video, og så den igen og igen. Det er en af de film jeg har set så mange gange at jeg kender alle sekvenserne forfra og bagfra, og næsten har afmystificeret filmen totalt, så jeg ser dens skelet og (fortælle)struktur meget klart, hvilket også blotlægger filmens eventuelle fejl med al mulig tydelighed. Den oprindelige version synes jeg ikke har ret mange fejl. Den er sej, stilfuld underholdning; en overskuelig sci-fi/action-historie præsenteret som en blanding af en flot tegneserie og virtuos cinematisk live action, med masser af ekstra lir. Et væld af interessante, tankevækkende, nu og da dybe og gådefulde temaer. Ikke nødvendigvis en perfekt poleret historie hvor alting giver mening, men bestemt heller ikke en rodet, pseudo-intellektuel øvelse i weirdness hvor ingenting giver mening.

I 1992 var jeg så inde i Dagmar og se The Director's Cut, og jeg var ærligt talt skuffet. Deckard var en replikant?! Der var noget med en enhjørning?! Slutningen var skåret væk?! Nå ja, og så var voice-over'en fjernet. I mine øjne var det alt i alt ikke nogen forbedring. Så jeg gik hjem og så mit VHS-bånd igen. Og igen.

Fansene af Blade Runner er, som det så ofte er tilfældet, delt op i to lejre: dem der synes bedst om den oprindelige udgave, og dem der synes bedst om The Director's Cut. Sidstnævnte gruppe er størst, men jeg hører personligt til førstnævnte gruppe. Bevares, jeg kan da godt se at det er snedigt at give små fingerpeg om at Deckard også selv er replikant, så man underminerer (eller måske nærmere dekonstruerer) hovedpersonens verdensbillede og selvforståelse. Og jeg kan da godt se at den lykkelige slutning er kunstig og ulogisk. Og at voice-over'en mest fortæller om ting som vi ved i forvejen, eller hurtigt erfarer i løbet af filmen.

Ikke desto mindre kan jeg stadig bedst lide den oprindelige version. Det mest vellykkede ved filmen er miljøet, der danner ramme for selve historien. Historien er en basal action-historie om en hårdkogt detektiv som får til opgave at jage og nedlægge nogle løbske kloner. En fin lille tju-bang sci-fi-eventyr-historie, som bliver klassisk på grund af stemningen, stilen og den visuelle, tegneserie-agtige æstetik (inspireret af Moebius og Bilal).

I det Deckard også selv er replikant bliver historien imidlertid pludselig til paranoia, hvilket godt nok går fint i spænd med Philip K. Dicks skrivestil, men efter min opfattelse underminerer filmen ved at gøre den unødigt kompleks og alt for rodet. For hvis Deckard er replikant, så er der pludselig en lang række forklaringsproblemer i alle mulige andre retninger. Der er jo en grænse for hvor komplekse disse replikanter kan være. Hele pointen med Voigt-Kampf-testen er jo at afdække replikanternes begrænsninger, og Rachael, som kræver en fem gange så grundig test som de andre, skal forestille at være absolut state-of-the-art; den nyeste og mest avancerede replikant-type; Tyrells proto-type, som han bruger som en slags trofæ-sekretær. I The Director's (og The Final) Cut bedes vi så om at tro på at Deckard - en langt mere avanceret replikant end Rachael - allerede har rendt rundt i årevis og anvendt Voigt-Kampf-testen på andre replikanter, uden at ane at han selv var en sådan. Det synes jeg simpelthen ikke giver mening. Det mudrer bare det hele til. Og hvis Deckard er en replikant der er lavet til at jage replikanter, hvorfor er han så ikke ligeså fysisk stærk som de andre replikanter? Ingen forklaring.

Og enhjørningen? Selv hvis vi anerkender at det er et implanteret minde, hvad hulen skal det så forestille? Hvem har erindringer om fabeldyr?! Det giver ikke mening.

Og voice-over'en, well, den hidser jeg mig ikke så meget op over, men jeg syntes sgu den fungerede udmærket i den oprindelige version, og jeg har efterhånden set den så mange gange at jeg synes den glimrer ved sit fravær i de nye udgaver.

Og slutningen? Problemet med det oprindelige manuskript (det var nemlig filmselskabet som klistrede den lykkelige slutning på, imod instruktørens ønske) var at det ikke havde nogen slutning! Og det havde det vitterligt ikke. Man ser det med al ønskelig tydelighed i The Director's (og The Final) Cut, hvor det bare ender med at elevatordøren lukker. Det er ikke en slutning; det er en erkendelse af at plottet er løbet ud i sandet og det ikke længere er interessant at se hvad der videre sker. Hvis både Deckard og Rachael er replikanter, hvad så? Så ingenting. Det er meget bedre hvis Deckard er menneske, og han redder Rachael og giver hende en chance for at leve et normalt og lykkeligt liv. Så har vi to misfits der har fundet hinanden i et fjendtligt univers og dermed indgyder den grimme verden med nyt håb - også for kunstige mennesker. Sejt!

Summa summarum: Jeg foretrækker den oprindelige version af filmen. En simplere, klarere historie, hvor trættende eksistentielle hovedbrud ikke distraherer fra det stemningsmættede visuelle miljø, og hvor Deckard er et menneske. Det er en film med balance i tingene. Historien og dens logik er ikke perfekt, men stemningen, miljøet og den visuelle stil er de egentlige hovedpersoner og den egentlige historie, og disse ting er stort set perfekt udført. Virkelig imponerende og inspirerende.

Af samme grund burde jeg have købt 5-disc udgaven af The Final Cut, da den nemlig desuden indeholder hele to udgaver af den oprindelige film; den amerikanske biograf-version, og den internationale biograf- og laserdisc-version, som er den vi kender i Europa, fra før The Director's Cut kom til. Når økonomien tillader skal jeg med andre ord have udskiftet min 2-disc udgave med 5-disc udgaven.

Men, vi er ikke helt færdige endnu. 2-disc udgaven (ligesom 5-disc udgaven) indeholder nemlig også en tre-en-halv-time lang dokumentarfilm om Blade Runner. Dangerous Days: Making Blade Runner er intet mindre end et skoleeksempel på hvordan man laver en fed behind-the-scenes dokumentar om en film. Den er delt op i syv-otte kapitler om næsten et hvilket som helst aspekt af Blade Runner, fra idé-stadiet til post-produktionen, spækket med seriøst oplysende interviews med alle hovedaktørerne, inkl. instruktøren og pengemændene. Man får alt at vide, fra det tekniske til det personlige, fra konflikter mellem manuskriptforfattere til gnidninger mellem den britiske instruktør og det amerikanske filmhold. Man hører om hvordan filmens stil og look bidrog til cyberpunkbevægelsens begyndelse, og hvordan Vangelis' musik blev spillet for hele filmholdet for at få dem i den rette stemning, og hvordan der var store problemer med at få filmen afsluttet, og en masse scener måtte skæres bort eller opgives pga. pengemangel, etc., etc. F.eks. nævnes en idé om at også Tyrell skulle være en replikant, og at de overvejede en scene hvor man ser en stregkode i baghovedet på ham, efter at Roy Batty har knust hans kranie...

Man får indtryk af at produktionen var et kæmpeprojekt som kunne være faldet ud på mange andre måder, og at den endelige version af filmen blot var én ud af mange mulige sammenklipninger. På en måde smadrer det illusionen om instruktørens stærke vision bag Blade Runner, og afslører en masse rod og vraggods, men lige netop denne film belastes ikke ret meget af dette "snavs", for dens miljø er så super-snavset i forvejen; regnvåd, mudret, forurenet og deprimerende, men samtidig et super-æstetisk, semi-apokalyptisk stemningsbillede, som siden 1982 kun er blevet mere og mere genkendeligt, og måske snart vil være et profetisk spejlbillede af den virkelige verden.

Dangerous Days er den definitive dokumentarfilm, og det kunne simpelthen ikke være bedre. 10 ud af 10!

Og lad mig så få fingre i 5-disc udgaven...

Titel: Blade Runner Instruktør: Ridley Scott Manuskript: Hampton Fancher & David Peoples Cast: Harrison Ford (Deckard), Sean Young (Rachael), Rutger Hauer (Roy Batty), Edward James Olmos (Gaff), Darryl Hannah (Pris), Brion James (Leon), Joanna Cassidy (Zhora), Joe Turkel (Tyrell), M. Emmet Walsh (Bryant), William Sanderson (J.F. Sebastian), James Hong (Hannibal Chew) Producere: Michael Deeley (producer), Brian Kelly & Hampton Fancher (executive producers), Ivor Powell & Run Run Shaw (associate producers), Jerry Perenchio & Bud Yorkin (co-executive producers), Charles de Lauzirika (producer, Final Cut version), Paul Prischman (associate producer, Final Cut version) Foto: Jordan Cronenweth Klip: Les Healey (Director's Cut), Marsha Nakashima Musik: Vangelis Spilletid: 117 minutter Aspect ratio: 2.40:1 Widescreen Lyd: Dolby Digital 5.1. Sprog: Engelsk Undertekster: spansk, engelsk, tysk, græsk, portugisisk, polsk, dansk, finsk, norsk, svensk Produktionsland, år: USA, 1982 Produktionsselskaber: The Ladd Company, Blade Runner Partnership, Run Run Shaw, Shaw Brothers Distributør (DVD): Warner Bros. Pictures Udgave/region: Region 2

Af Tue Sørensen | 13/01/2008