The Devil Rides Out

Samme år som Roman Polanskis Rosemary's Baby blev udsendt, sendte Hammer Studios også en satanisk gyser på gaden. Polanskis film var på alle måder en visionær og meget moderne produktion, men det kan man bestemt ikke hævde om The Devil Rides Out, der blev instrueret af Hammer-veteranen Terence Fischer. Alene udgangspunktet lå milevidt fra hinanden, for mens Ira Levins bog Rosemary's Baby fra 1967 er en nærmest filmisk skarpt fortalt beretning, der trækker på en meget gennemkomponeret spændingsopbygning, gik Fischers film tilbage og hev den engelske pulpforfatter Dennis Wheatleys roman The Devil Rides Out fra 1934 op af hatten. Det skabte en film der i langt højere grad så tilbage end frem, for takket være manuskriptforfatteren blev en stor del af romanens pulp og ramasjang bibeholdt i en facon, der i en filmisk sammenhæng synes at være mindst ti år for sent på den. Det var i øvrigt den kendte forfatter Richard Matheson der stod bag manuskriptet til The Devil Rides Out, og man kan bestemt ikke anklage ham for at have gjort et dårligt stykke arbejde, men konservativt og nøgternt kan man godt tillade sig at kalde hans manus.

Hele herligheden begynder da Rex Van Ryn ankommer til London, efter et længere ophold i udlandet. Hans gamle ven Duc de Richleau er ude i lufthavnen for at hente ham, og deres fælles ven Simon Aron burde også være kommet, men det er han ikke. Duc og Rex bliver derfor bekymrede og beslutter sig for at lægge hjemvejen forbi Simons hus. Her får de sig lidt af en overraskelse, for vennens bopæl er fyldt med en særdeles mystisk gruppe gæster. Det mest besynderlig er dog, at Simon tydeligvis ikke er herre i eget hus. Den ubehagelige Mr. Mocata styrer helt åbenlyst slagets gang, og det tager ikke lang tid for de Richleau at lugte ugler i mosen. Simon er beklemt ved situationen og fortæller, at han holder selskab for et astronomisk selskab han har sluttet sig til, men den køber vennerne ikke. Snu som han er, får Duc tiltvunget sig adgang til overetagen og her finder de gulvet dækket af okkulte symboler og nogle høns der skal ofres står allerede klar. Heldigvis handler Rex og de Richleau hurtigt. De banker Simon i gulvet og kidnapper ham fra selskabet. Meget hjælper dette bare ikke, for da de har fået ham lagt i seng hjemme hos Duc, står det klart, at Mocata har en eller anden form for trolddomsmagt over Simon.

Simon forsvinder fra Ducs adresse og nu står vennerne på bar bund igen. Resolut tager de tilbage til vennens hus, for nu at rive ham fri fra satanisternes kløer med magt, hvis det skulle være. Problemet er, at de finder huset tomt. Der har foregået et eller andet i huset, men nu er det overstået. Duc og Rex begynder derfor at gennemrode Simons villa efter spor, og foruden den berømte grimoire Clavicula Salomonis, finder de noget ganske uventet. Ud af et pentagram i gulvet, stiger der nemlig en djævelsk, truende skikkelse op, som Duc kun med nød og næppe får manet i jorden igen. Nu forstår Rex situationens alvor. Han har indtil tvivlet, men den diabolske skabning beviser alvoren.

Nu er gode råd dyre, for hvordan skal de kunne finde Simon, og hvad planlægger satanisterne at bruge ham til? Heldigvis var der en lille udenlandsk dame ved navn Tanith med til selskabet tidligere på aftenen, og hende fik Rex udvekslet et par ord med. Lynhurtigt får Duc og Rex således smedet den plan, at de Richleau tager ind på British Museum får at læse lidt i nogle okkulte bøger, mens Rex kidnapper pigen og kører hende ned til Ducs niece Marie og dennes mand Richard, der bor på et landsted uden for London. Her vil de forhøre Tanith og få hende til at afsløre hvad hun ved om djævledyrkernes aktiviteter.

Med denne plan begynder vennernes kamp mod satanisterne at udfolde sig, for det der begyndte som et enkelt opgør hjemme hos Simon, udvikler sig hurtigt til en sag af voldsomme proportioner. Satanisterne er ikke til at spøge med, og denne Mocatas evner overgår selv de Richleaus vildeste fantasier. Da situationen tilmed udvikler sig i en sådan retning, at djævledyrkerne får fingre i Richard og Maries lille datter, er der blevet lagt i ovnen til et dramatisk opgør.

The Devil Rides Out blev mere eller mindre til på opfordring af Christopher Lee, der mente at Dennis Wheatleys bøger måtte være lige sagen for Hammer. Her havde han da også fuldstændig ret, for forfatterens pulpromaner rummer stort set alt det der karakteriserer Hammer. Det sjove var så bare, at Richard Mathesons allerede omtale script rent faktisk blev meget mere stuerent end romanforlægget. Ganske vist fik Matheson strammet plottet en hel del op og indskærpet den udflydende historie, men de mere saftige detaljer som på det kraftigste blev antydet i Dennis Wheatleys bog - eksempelvis de meget detaljerede beskrivelser af satanisternes aktiviteter under den sorte messe - er tonet ned til det næsten banale i filmatiseringen. På den led mister den The Devil Rides Out lidt kulør, ikke mindst fordi handlingen i filmen er blevet indsnævret til England, og man kan måske ærgre sig lidt over, at filmen ikke blev indspillet bare et par år senere, hvor Hammer blev modigere og ivrigere efter at tilfredsstille publikums hunger efter gotisk sleaze.

Alt dette kan dog ikke ødelægge helhedsindtrykket. Filmen er nemlig først og fremmest belønnet med et fabelagtigt cast. Christopher Lee, der vel på en måde kan siges at være bagmanden bag filmen, spiller selv Duc de Richleau og han må nærmest siges at være selvskrevet til rollen. Mocata, Ducs sataniske modstander, bliver spillet af en veloplagt Charles Gray, der med sine karakteristiske blå øjne, er perfekt som farlig okkultist. Han spillede da også en betragtelig del skurkeroller, både på TV og i film; et prominent eksempel kunne være rollen som Ernst Stavro Blofeld i Diamonds Are Forever (1971). Resten af de medvirkende er måske ikke helt på højde med Lee og Gray, men de bidrager helt bestemt positivt til helheden.

Det same gør Terence Fischers rutinerede instruktion. Handlingen er veltimet og der er sandt at sige ikke mange kedelige stunder i The Devil Rides Out. Man kunne måske have ønsket sig lidt mere opfindsomme locations, eksempelvis kan det kun beklages, at romanens scene ved Stonehenge er blevet fjernet i filmen. Flere steder virker rammerne nemlig lidt underudviklede, men igen, er vi tilbage ved fornemmelsen af, at Fischers film er ganske altmodisch. Der er meget studiefilm over den, og sammenligner vi den på ny med Rosemary's Baby, hvor dette også til en vis grad gør sig gældende, er det helt åbenlyst hvor forskelligt de to instruktører udnytter deres materiale. Man må på den anden side ikke glemme, at Fischer er eminent til sammensætte visuelt stærke billeder. Den lange scene der udspiller sig omkring den nat hvor Mocata belejre vennerne med magiske angreb, er således helt, helt uforlignelig. Vennerne søger ly i et kæmpe pentagram, og mens de ligger i det okkulte symbols favn, kravler dæmoniske skabninger rundt omkring dem. Her forstår man Terence Fischers store visuelle talent og hvorfor den eller lidt stive film, virker så forbistret godt. Et spændende træk ved The Devil Rides Out er i øvrigt de vilde special effects, der præger flere centrale scener. På sin vis er de nærmest krampagtige og pinligt enkle, men netop fordi de prøver så ihærdigt, til trods for et begrænset budget, bliver det rørende fedt at se.

The Devil Rides Out er måske ikke den bedste okkulte gyser der er blevet udsendt og det er bestemt heller ikke den bedste Hammer-film, men den har en vilje til at underholde for enhver pris. Samtidig har Richard Martheson fået så tilpas meget af Dennis Wheatleys historie med ind i filmatiseringen, at man fornemmer den gamle pulpforfatters klichéfyldte univers. Selv de mere langhårede passager hvor de Richleau belærer sine venner om satanismens farer, har fundet vej ind i filmens manus. Samtidig er der et præg af golden age-Hollywood over produktionen, som var den et sidste falmende pust fra en filmiske epoke der ikke længere eksisterede. Hammer fortsatte i hvert fald ikke i samme spor og horrorfilmens fremtid tilhørte bestemt ikke en mand som Terence Fischer. Den lå snarere hos et navn som Roman Polanski. I dag skal man altså opsøge The Devil Rides Out for at finde en lille smule gys og satanisk eventyr, som Hammer fik udsendt, mens pigerne stadig beholdt tøjet på. Filmen kan anbefales, men forvent ikke det lumre cirkus vi normalt forbinder med Hammer Studios.

Titel: The Devil Rides Out Andre titler: The Devil's Bride Instruktør: Terence Fisher Manuskript: Richard Matheson. Baseret på romanen The Devil Rides Out af Dennis Wheatley Cast: Christopher Lee (Duc de Richleau), Charles Gray (Mocata), Nike Arrighi (Tanith Carlisle), Leon Greene (Rex Van Ryn), Patrick Mower (Simon Aron), Gwen Ffrangcon Davies (Baronessen), Sarah Lawson (Marie Eaton), Paul Eddington (Richard Eaton), Rosalyn Landor (Peggy Eaton), Russell Waters (Malin) Producere: Anthony Nelson Keys (producer) Foto: Arthur Grant Klip: Spencer Reeve Musik: James Bernard Spilletid: 95 minutter Aspect ratio: 1.66:1 Lyd: Mono Sprog: Engelsk Undertekster: Ingen Produktionsland, år: England, 1968 Produktionsselskaber: Associated British-Pathé, Hammer Film Productions, Seven Arts Productions Distributør (DVD): Anchor Bay Udgave/region: Region 1

Anmeldt af Martin Jürgensen | 13/10/2007