Slaine
Time Killer
Pat Mills, Glenn Fabry, David Pugh & Bryan Talbot
Med anmeldelsen af dette album går vi her på
Sleazehound så langt tilbage i
Slaine-udgivelserne, som vi ikke har været før. Handlingen i
Time Killer ligger altså før handlingen i Simon Bisleys og Mills
The Horned God-historier, som på dansk er blevet udgivet af forlaget Arboris.
Dette album indeholder historier, der udkom i
2000AD-magasinet helt tilbage i 1985, så der er tale om "vintage"-materiale fra slutningen af bladets første guldalder i starten af firserne. Det er også stilen fra denne periode, der præger albummet. Tegningerne er, i modsætning til senere
Slaine-udgivelser, i et klassisk skarpt sort-hvid format. Historierne er også skarpe, og fyldt med hurtige skift og drejninger. Slaines look er, ud over at han er i sort/hvid, også lidt anderledes fra hans senere udseende. Helt generelt ligner han mere en vild, engelsk bølle-punker med skægstubbe end en keltisk barbarkriger, men det er vel også meningen. Hans tegnere i denne periode gengiver ham mere slank og senet end i de senere
Slaine-udgaver. Sikkert bevidst for at adskille Slaine fra den klassiske, hårdpumpede og oppustede Conan-barbar, som Schwarzenegger var blevet et billede på.
Den unge Slaine er også mere frisk og vild, og helt generelt mere spontan og kaotisk. Personligt synes jeg, at det klæder ham. For mig er det den rigtige, oprindelige Slaine, men jeg ved også godt, at der senere er kommet mange nye Slaine-fans til, og de foretrækker nok den lidt mere alvorlige og storladne Slaine. De tre tegnere, Glenn Fabry, David Pugh og Bryan Talbot, har hver for sig senere slået deres navne fast. David Pugh for sine illustrationer til
Warhammer, og Glenn Fabry for sine karakteristiske cover-illustrationer til Garth Ennis'
Preacher-serie. Bryan Talbot er dog nok den mest kendte, hovedsageligt for hans serie
The Adventures of Luther Arkwright og hans arbejde på
Sandman-serien.
Luther Arkwright-serien, og dens inspirationskilde, Micheal Moorcocks
Jerry Cornelius, der begge beskæftiger sig med tids- og dimensionsrejser og parallelverdener, har tydeligvis også haft en stor indflydelse på historien i dette
Slaine-album. For som titlen
Time Killer antyder, så drejer historien sig meget om tid, tidsrejser, og de mulige dimensioner og verdener i og mellem tid og rum. Dette gør at historien hopper meget mellem tid og sted, med flere handlinger, der er vævet sammen, men fortælles skiftende og adskilt. Det er nok et spørgsmål om smag og behag, om man synes, at dette er charmerende og interessant eller forvirrende og irriterende.
For at komme til selve albummets handling, så er Slaine, med følge af sin trofaste dværg Ukko og præstinden Nest, på vej hjem til sin stamme Sessair. Ved albummets start støder de ind i problemer i form af en gruppe Diluvials, som ledes af en Cythronianer. Cythronianerne er en urgammel og ond race, der får næring og kraft af andre væsners lidelser. De lever i tidsstrømmen mellem verdenerne. De har naturligvis adgang til oldgammel og glemt teknologi/magi, der gør dem i stand til at rejse mellem verdenerne og påvirke historien til deres fordel - altså skabe lidelse og smerte i form af krig og sygdom. Diluvials er en primitiv, men hårdfør slaverace, de har fremavlet med det formål at bruge dem som kvæg til at stille Cythronianernes egen hunger efter følelser af smerte og lidelse. Der er mange temaer på spil, som
Slaine-forfatteren Pat Mills kommer til at genbruge ved andre "skurke-racer" i
Slaine-serien.
Som man nok kan regne ud, så ender det efter noget kamp med, at Slaine tværer fjenderne ud. Dette får lederen af The Ever-living, Myrddin - faktisk en ældre stavemåde af Merlin - til at blive opmærksom på Slaine og hans usædvanlige evner. The Ever-living er en gruppe, eller organisation, der søger at bekæmpe Cythronianerne, og i stedet hjælpe menneskeheden til at få det bedre. Ligesom Cythronianerne eksisterer de på tværs af "the psychosphere", mellem tid og rum, og deres hovedkvarter er i The Eternal Fortress, hvor Slaine og hans følge bliver kaldt hen. Her beder Myrrdin Slaine om hjælp, fordi der for øjeblikket udkæmpes et stort og afgørende slag, der kan vippe balancen på tværs af psykosfæren til fordel for Cythronianerne og dermed knuse The Ever-living. Dette slag er "The Battle of Clontarf", som udkæmpes i 1014 på Jorden af den nyligt kristnede irske konge Brian Boru på den ene side, og på den anden side de indvandrende vikinger, ledet af Elfric Serpent-Eye, der er søn af den norske konge - eller det er i hvert fald, hvad vikingerne tror.
I virkeligheden er Elfric en El, et dæmonisk væsen, der er i stand til at skifte udseende; en skiftting, der bor i dimensionerne mellem tid og rum. De bor i El-verdenerne - også kaldet "Els-where" - og racen er delt op i de gode Els, ang-els og de onde els, dev-els. Elfric er en dev-el, og støtter Cythronianerne. Derfor vil hans sejr forvrænge den samlede virkelighed til deres fordel. Myrddin beder derfor Slaine om at være deres "Time Killer" og rejse på tværs af tiden for at dræbe Elfric. Men Slaine når ikke at få sagt ja eller nej til opgaven før The Eternal Fortress bliver udsat for et voldsomt angreb af Cythronianerne. Det går hverken værre eller bedre, end at Slaine ryger ind i en tidsportal, der kaster ham på tværs af tidsstrømmene, og måske - måske ikke - når han frem til slagmarken og duellen med Elfric i tide. Samtidig ender det med at Ukko, Nest og Myrddin, samt resten af de efterladte, bliver taget til fange og bragt foran den øverstkommanderende Cythron, som viser sig at være Myrddins far.
Som man nok kan læse ud af dette, så vil de fleste enten synes, at dette er en omgang vidunderlig og sprudlende kaos, eller at det er noget forvirret pjat med alt det tids- og dimensionsrejsevrøvl. Jeg synes personligt, at det er forfriskende at se Pat Mills hive sin figur Slaine ud af den rent irsk/keltisk kontekst, som man efterhånden også efterfølgende har set ham mere end nok i, og bruge ham til at lave Moorcock-agtige multivershistorier. Men ikke kun Michael Moorcock gør sig gældende som inspirationskilde. Der er også en tydelig Lovecraft-ånd og stemning over det hele, ligesom der også er i et par Conan-historier. Blandt andet disse ekstra dimensioner, der eksisterer i kanten af vores verden, og i tomrummet mellem galakserne, hvor urgamle og helt fremmede skabninger fra universets begyndelse med mange årtusinder gammel teknologi fremavlede mennesket og andre racer som redskaber. Ligeledes bliver der også introduceret nogle tidsorme, som er en race af kæmpe tentakel-orme-væsner, der frit kan rejse mellem dimensionerne og i tiden. Der er også sovende, monstrøse guder og tomme groteske kæmpebyer, forladt af alt levende. Alt sammen gamle travere, der bare virker.
For øvrigt, og som noget lidt andet, så nævner Pat Mills i sin indledning til dette album, at grunden til, at så meget action og kamp i albummet udspiller sig med strålevåben, og mindre med sværd og deslige, som Slaine plejer at bruge, faktisk var noget, han følte sig tvunget til på grund af censur. Der var fra forlagets side på det tidspunkt kommet henstillinger om at lempe på volden og lemlæstelserne med håndvåben i
2000AD. Dette gjaldt dog åbenbart ikke for lasere og deslige, da de blev anset for at være for "uvirkelige". Derfor udstyrer Mills tidligt i dette album Slaine med "leysers", hvilket er en form for magisk laservåben, der trækker på jordgudindens kraft, som kommer ud gennem de såkaldte ley-lines. Og så kan slagteriet ellers uforstyrret fortsætte, med brændende kroppe og eksploderende hoveder.
Som nævnt er tegnestilen holdt i den mere oldschool
2000AD-stil, dvs. rent sort/hvid og en virkelige stramt skåret sideopsætning, der læner sig op ad halvtredserne og tressernes blodige krigs- og horror-tegneserier. Dette er for mig glansperioden for bladet, men det er da muligt at senere tilkomne Slaine-fans ikke vil kunne genkende deres helt, eller i hvert fald ikke være helt så begejstret for denne udgave af ham. Fabry, Pugh og Talbot ligger her stilmæssigt ret tæt op ad hinanden, og det i en sådan grad, at man kan have svært ved at skille dem fra hinanden. Derfor vil jeg bestemt ikke fremhæve én i forhold til én anden: de har her alle leveret et super stykke arbejde.
Det skal kort nævnes, at dette album blev udgivet af Titan Books før licensen til
2000AD blev købt af Rebellion. Det bliver derfor ikke trykt mere, og man kan være tvunget til at lede lidt, før man finder det. Denne anmeldelse er baseret på den såkaldte Collectors Edition, der er i en lækker, diskret sort hardcover med sølvtryk samt tilhørende sort/hvid/sølv-smudsbind. Denne udgave er naturligvis dyrere end den almindelige paperback-udgave, man også kan få, men er man fan, er den absolut alle pengene værd.
Titel: Slaine: Time Killer
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Glen Fabry, David Pugh & Bryan Talbot
Albumlængde: 144 sider
Udkom i England i juni 2003 på forlaget Titan Books. Albummet samler historier, oprindeligt udgivet i 2000AD progs. nr. 411-434 fra 1985.
|
Anmeldt af Claus Jacobsen | 13/02/2007
Relevante links:
Made in the UK: Introduktion til 2000AD
Artikel om 2000AD her på Sleazehound