Slaine
Books of Invasions Volume 2
Pat Mills & Clint Langley
Kampen om Tir Nan Og, De Unges Land, som kelter-barbaren Slaine er højkonge for, fortsætter. Dette album er bind 2 i
Slaine-serien
Books of Invasions, hvor
bind 1 tidligere er blevet anmeldt her på
Sleazehound. Bind 2 forsætter naturligvis hvor bind 1 slap, så lad mig kort opsummere handlingen i det foregående bind.
Alt startede i skønneste orden. Slaine var højkonge for sin stamme med underskønne Niamh som sin dronning. Dette skulle naturligvis ikke vare ved. Slaines stammes land Tir Nan Og, egentlig et forhistorisk Irland, blev invaderet af de grusomme Hav-dæmoner med hjælp fra folk af den egyptiske atlantean-stamme. Hav-dæmoner, eller "Sea-demons", hedder egentlig Fomorians, og er en urgammel race af vandlevende monstre, der kan overleve uden for deres rette element, havet, ved at bruge mennesker som slaver og transportmidler - golamh eller "dryskins" som de kalder dem. Fomorians tilhører en urgammel, dæmonisk og ikke-menneskelig race, der betragter mennesker som underlegne skabninger, eller "kvæg", der kun eksisterer med det ene formål at tjene dem som slaver. Dette er også grunden til, at fomorierne ønsker at underlægge sig Tir Nan Og - nemlig for at gøre gudinden Danus stammer til deres slaver. Dette sker blandt andet med hjælp fra folk af den menneskelige stamme, atlanteanerne, der vist nok stammer fra det forliste ø-samfund, men nu slår deres folder i et forhistorisk Ægypten, og derfor også har ægyptiske navne og ægyptisk udseende. Samtidig har de også specielle våben, flammestave, skabt med tabt viden, der stammer fra Atlantis.
Grunden til at atlanteanerne hjælper formorierne er, at Gael, elskergemalen til atlanteanernes dronning Scota, er blevet gjort til dryskin for Odecon - en af formoriernes ledere. Scota har derfor indvilliget i at hjælpe formorierne i det håb, at Odecon vil frigive Gael. Da invasionen i foregående bind ramte Tir Nan Og, blev Slaine tvunget til ikke at deltage i kampene i kraft af hans status som højkonge. Det siger næsten sig selv, at Slaines stamme nærmest blev overrendt af formorierne og deres veludstyrede hjælpestyrker. Slaines dronning, Niamh, blev dræbt i kamp - hun deltog selvfølgelig i kampene som kriger. Et tydeligvis gennemgående tema i
Books of Invasions-serien er netop døende og døde krigerkvinder og de efterladte sørgende helte. Slaine bryder med druide-præsteskabets regler og normer ved at abdicere fra højkongetitlen for at kaste sig ud i kampen mod de invaderende styrker. Slaine starter og leder et oprør mod invasionsstyrkerne, der efterhånden helt har underlagt sig øen. Det er sådan set dér, at første bind slutter og det andet bind starter.
I andet bind lykkes det Slaine at slå en handel af med Scota, således at de går over på Slaines side mod fomorierne, og udstyrer Slaines stamme med flammestaverne. Slaine lover nemlig, at han har en plan, der skal befri Gael. Dette lykkedes også, men i samme proces bliver Scota dræbt af fomorierne. Hun får en dronnings begravelse, og Gael leder atlanteanerne videre til at kæmpe på Slaines side for at hævne Scota. Fomorierne svarer igen ved at sætte alt ind på et endeligt angreb mod Tir Nan Ogs hovedstad Tara. Slaine, Gael og deres folk iler naturligvis til Tara og det endelige slag. Her bliver Slaine blandt andet nødt til at gå ned i den magiske kedel, der forbinder denne verden med "The Otherworld", hvor han skal opsøge stammernes gudinde, Danu, den store moder, for at finde ud af om stammerne skal flygte over i den anden verden og starte en ny tilværelse. Dette er naturligvis lettere sagt end gjort. Gudinden synes ikke at være ubetinget begejstret for Slaines "besøg", og samtidig må han også overvinde mange forhindringer i den anden verden. Blandt andet dukker en gammel fjende, el-krigeren Elfric, op igen. Det skal dog bemærkes, at dette ikke er sidste album i serien. Der skulle komme et tredje, og derfor afsluttes historien om fomoriernes invasion af Tir Nan Og ikke her. Albummet stopper i stedet med en klassisk cliffhanger, hvilket man nok godt kunne regne ud på forhånd.
Ud over den yderlige udvikling af historien, er der ikke rigtig så meget nyt at sige om dette andet album, som ikke er blevet sagt i anmeldelsen af det første album. Man kan ikke komme uden om, at der er noget fascinerede ved Clint Langleys illustrationer, der er en kombination af maleri, fotografi og digital billedbehandling. Denne kombination virker meget godt ved andre ting, Langley har lavet, så som forsider og covers til
2000AD, men også til Games Workshop-materiale - hovedsageligt romaner. Når det bliver sat op i tegneserieformatet, med talebobler og rammer, hvor der skal være bevægelse og dynamik imellem de enkelte billeder, så virker det imidlertid ikke helt. I hvert fald ikke på mig. Billederne virker stive og uden bevægelse, netop som opstillede fotografier, og taleboblerne virker påklistrede, uden at man rigtig kan forestille sig en stemme fra personen, der taler. Hvis man blot ser på dem som enkeltbilleder, så kommer de faktisk mere til sin ret. Det er lettere at værdsætte dem, og Langleys talent og kreativitet.
Som en forandring - og til glæde for en del gamle Games Workshop-connaisseurer - er der i Langleys skildring af Elfric faktisk mange homage-referencer til den gamle GW-illustrator Ian Miller og hans meget specielle stil. Denne kombination af de to stilarter falder faktisk meget godt ud, og er for mig personligt et af albummets højdepunkter, der sammen med et par andre er med til at gøre, at det ikke er helt til skraldespanden.
Dertil kommer at forfatteren Pat Mills, der trods alt har skrevet for
2000AD i tre årtier og har skabt karakteren Slaine, nok ikke helt er "on top of his game". Ligesom i det første bind af
Books of Invasions, så bevæger historien sig bestemt ikke specielt hæsblæsende af sted. Der er meget snak, uden at der sker så meget. Det går ikke hurtigere, og er ikke rigtig blevet mere medrivende i det andet bind, selv om man er kommet længere ind i historien. Personligt må jeg sige, at jeg nærmest bare glæder mig til at
Books of Invasions-serien er afsluttet - hvilket sker i det tredje og sidste bind, der endnu ikke er udgivet.
Pat Mills genbruger den samme teknik, som han har gjort ved mange tidligere
Slaine-historier. Han tager dele og elementer af keltiske myter og historier, og giver dem sit eget tvist. Han "Slaine-nificerer" dem ved flette dem sammen til historierne om Slaine, der så fortæller historierne om, hvordan disse myter og den "egentlige" baggrund for historierne er opstået. Slaine selv har fået sit navn fordi den første af de irske højkonger - ifølge nogle historier - hed Slaine, og dette har Mills så, ud over de klassiske
Conan-historier, brugt som baggrund for sin egen kreation. Slaine startede sit serieliv som en vild og opportunistisk omvandrende slagsbror, hvor der dog i historien - i stil med Conan - blev forudsagt, at han senere ville blive Irlands højkonge. Mills genbruger også mange kelter-mytologiske elementer, han tidligere har brugt, så som fomorierne, som Slaine faktisk tidligere har kæmpet mod. Men han genbruger disse, som om de er helt nye elementer, der ikke før har været i Slaine, og bestemt ikke i en anden form! Kontinuitet skal den hårdkogte Slaine-fan altså ikke regne med, for Mills føler sig åbenbart ikke bundet af sit tidligere forlæg i visse henseender, eller også har han bare glemt det - hvem ved?
Man savner også lidt humor og klassisk
2000AD-glimt i øjet fra Pat Mills' side, for
Books of Invasions er fortalt med en kvalm selvhøjtidelighed, der næsten ikke er til at holde ud. Der er et par små-jokes og deslige, men de virker meget påklistret og er ikke specielt morsomme. Man savner generelt en mere fanden-i-voldsk Slaine, og mest af alt hans trofaste, men ellers på alle andre måder moralsk anløbne dværg Ukko, der slet ikke er med i
Books of Invasions. Ukko har ellers altid været et frisk pust i
Slaine-tegneserien, og er blandt de mest underholdende sidekicks i tegneserieverden overhovedet. En anden ændring i forhold til tidligere
Slaine-historier er de kvinder, der optræder, og den måde de bliver portrætteret på. Tidligere har Pat Mills'
Slaine-historier været gennemsyret af en feminisme, der på visse områder glorificerer kvindekønnet som tættere forbundet med naturen, og matriarkat som en mere "naturlig" samfundsform. Noget som mange pop-keltologer i 70'erne og 80'erne virkelige væltede sig i, med en fascination af druider, jorddyrkelse og en tanke om en "stor modergudinde", der skulle ligge bag mange af de store religioner. I
Books of Invasions må man sige, at der er et lidt andet kvindesyn til stede. Nok er der de døende heltinder, men langt de fleste af kvinderne er fremstillet som nogle nærmest sadistiske hystader, tangerende det vanvittige. Dette gør sig specielt gældende for gudinden Danu, som Slaine opsøger i den anden verden, og som opfører sig som en mellemting mellem den værst tænkelige, forkælede teenage-tøs, og en voldsomt PMS-forstyrret kælling, der på ingen måde er til at snakke med. Jeg ved ikke om Mr. Mills har haft nogle dårlige oplevelser med det modsatte køn her på det sidste, men der er i hvert fald sket en forandring i tonen, og nej, det er ikke en nuancering, men nærmere et udtryk for et luder/madonna-kompleks.
Udgivelsen er rent fysisk, som det foregående bind, virkelig lækker. Formatet er et stort hardcover-album med tryk på tykt, glittet papir. På det område er der ikke noget at komme efter, og det var der heller ikke ved det forrige bind. Selv prisen er rimelig, så hvis bare historierne havde været lidt underholdende, ville dette have været et køb værd. Fans af Clint Langley vil nok finde, at albummet er værd at investere i alligevel, om ikke andet så som en kunstbog fra Langleys hånd. For selv om ikke alle hans billeder i helt i top, så er en del af dem det helt sikkert.
Slaine: Book of Invasions Volume 2 er venligst stillet til rådighed af
Rebellion.
Titel: Slaine: Book of Invasions Volume 2
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Clint Langley
Albumlængde: 112 sider
Udkom i England i juli 2006 på forlaget Rebellion. Albummet samler historier, oprindeligt udgivet i 2000AD progs. nr. 1371-1376 og 1420-1425 fra 2004 og 2005.
|
Anmeldt af Claus Jacobsen | 13/02/2007
Relevante links:
Made in the UK: Introduktion til 2000AD
Artikel om 2000AD her på Sleazehound