One Piece 29: Oratorium og One Piece Red
Eiichiro Oda

Blandt Carlsen Comics manga-udgivelser på det danske marked, er Eiichiro Oda's One Piece den serie, der er udkommet flest bind til - ud over Dragonball. En af grundene til dette er nok, at One Piece er en af de mest populære mangategneserier i nyere tid, i hvert fald i Japan. Men serien må åbenbart også sælge her i landet, ellers skulle man gå ud fra at Carlsen havde trukket stikket ud for lang tid siden.

Dette er så anmeldelsen af det seneste bind i serie, nr. 29, med titlen "Oratorium", samt specialbindet "One Piece Red", der skulle "svare på ethvert spørgsmål om One Piece, om Ruffy og hans venner og fjender!". Og det er klart, at der er brug for en guidebog til One Piece-verdenen, for den er en forvirrende pærevælling af alt muligt. Derfor er det, efter endt gennemlæsning af begge bind, endnu ikke helt lykkedes mig at gennemskue, hvem denne serie henvender sig til. Er målgruppen børn? ældre børn eller teenagere? Drenge eller piger? Er One Piece måske egentlig til sf/fantasy-folk eller mere hårdkogte manga-fans?

Eiichiro Oda's One Piece-serie blev oprindeligt udgivet i serialiseret form i mangabladet Weekly Shonen Jump, hvor det japanske ord "Shonen" eller "shounen" står for "drenge" eller "action". Hvis man, ligesom mig kan huske den japanske bublegum-punk-pige-gruppe Shonen Knife, så hører det med til historien at de tog deres navn efter et bestemt spejderknivsmærke, der direkte oversat hed "drengekniv". Shonen stilen modsvares af shojo-manga, der populært sagt er pige-manga, eller i hvert fald "romantisk", med en større vægt på forhold og følelser. Men One Piece må altså antages at være i shonen-genren, med fokus på action, og henvendt til drenge og drengede sjæle.

Selve hovedpersonen i One Piece er Monkey D. Ruffy og hans bande, "stråhatpiraterne". Det hedder de selvfølgelig, fordi de er pirater og går med stråhatte. Ruffy er selv rimelig speciel: for det første er han ung, ca. 17 år, selv om han allerede er sørøverkaptajn. Derudover er han meget fandenivoldsk og har et hidsigt temperament, og så har han specielle evner. Han har på et tidspunkt spist af en "djævlefrugt" - også kaldet en "Gum Gum"-frugt - hvilket har gjort at han er blevet forvandlet til et gummimenneske, der kan strækkes og bøjes langt ud over det normale. Ud over evnerne har frugten dog den sideeffekt, at den der én gang har spist af den aldrig kan lære at svømme. Dette er naturligvis ikke så praktisk for en pirat. Derudover har Ruffy sin stråhatbande, som blandt andet indeholder Lorenor Zorro. En tidligere dusørjæger, hvis ambition er at blive verdens største fægtemester. Han kan bl.a. kæmpe med TRE sværd samtidig - et i hver hånd og et i munden.

Hele serien drejer sig om stråhatpiraternes rejser og eventyr i "piraternes gyldne tidsalder". Hvilket er, skulle man ikke have bemærket alle de vanvittige ting indtil nu, en fiktiv verden hvor der er forskellige grupper af øer og oceaner, og langt det meste drejer sig om pirateri. Det er ikke kårde og forlader-pistoler-pirater det her: der findes alskens former for teknologi, blandet sammen med guder og magi. Den største pirat af dem alle, Gold Roger, har ved sin død erklæret, at hele hans piratskat vil være at finde i "One Piece" - for den der nu måtte være i stand til opsnuse den. Dette har så fået en mængde af lykkejægere og pirater til at indlede jagten på den sagnombundne skat. Deriblandt også Ruffy og hans stråhatpirater, hvilket egentlig er hele det grundlæggende hovedplot.

I One Piece nr. 29: Oratorium er Ruffy og hans flok nået til Skypia, der er en såkaldt "Sky Island". Her er Enel ”gud”, og det er alle ikke helt tilfredse med. Blandt andet eks-guden Gun Fall, der nu er Himlens Ridder, samt de tidligere beboere på Upper Yard som Enel har erobret, og som de ønsker at generobre. De gå under navnet Shandia. Ruffy og hans bander bliver, eller er faktisk ved albummets start, involveret i denne strid, hvilket, i form af en jævn mængde lange slåskampe, også er hvad albummet hovedsagligt handler. Dette er det første One Piece album jeg har læst, og jeg må sige at man bliver smidt direkte ind i handlingen uden helt så mange forklaringer. Der er godt nok en kort tosiders intro til alle personerne, men den hjælper ikke så meget. Jeg ved ikke om det er fordi, at man absolut skal have læst alle foregående 28 bind i serien. Måske er det også til dels One Piece kaotiske stil, hvilket jeg lidt havde på fornemmelsen mens jeg læste.

Ligegyldigt hvad, så håbede jeg på at One Piece Red kunne hjælpe mig lidt ud af min forvirring, nu hvor jeg ikke er en hårdkogt-One-Piece-fan, som har været med fra seriens begyndelse. Dette skulle jo være hæftet der gav mig alle svar på de spørgsmål man end måtte have i forhold til One Piece-serien og dens univers. Det må jeg sige, ikke helt er tilfældet. One Piece Red er ikke en indgang for nybegyndere til serien. Det er mere en fan-bog, hvor man kan slå op hvad man end måtte have af tvivl og spørgsmål

Selve One Piece Red-bogen er sat op på en sådan måde, at den minder mig om manualen til et computerspil, Disneys forskellige udgaver af grønspættebogen og en rigtig tegneserie. Monkey D. Ruffy og hvert medlem af hans bande har fået et kapitel for sig, hvilket er de første 6 kapitler på alt i alt 150 sider. Derefter følge det syvende kapitel, der omhandler de forskellige andre store sørøvergrupper. Alt i alt fylder dét 60 sider. Til sidste i bogen kommer historien ”Romance Dawn”, hvilket er den første One Piece-historie Eiichiro Oda skrev, og som forklarer hvordan Monkey D. Ruffy’s fik sin stråhat, sine evner og sit brændende ønske om at blive pirat. For mig er dette absolut den bedste del af One Piece Red. Det forklarer ikke alt i serien, og jeg er stadig temmelig forvirret, men alligevel er der her en eller anden mulig indgangsvinkel til at forstå det hele på.

Hvad kan jeg så sige mere generelt om One Piece-serien? Hvis man på forhånd ikke er ubetinget begejstret for manga, og specielt ikke i den mere sære og overgearede udgave af det, så skal man nok helt sikkert holde sig fra One Piece. Når det er sagt, har serien tydeligvis en temmelig stor fanskare, der er virkelig begejstret for den, og går meget op i seriens mærkelige og komplicerede handling og univers. Det er tydeligt, når man bare tager et kort blik rundt på nettet. Og det er også et eller andet underligt charmerende ved serien, der på sin egen måde blander alt muligt sammen, og insisterer på vigtigheden i alle sine sære underhistorie. Jeg har på fornemmelsen at de fleste børn af en eller anden grund har lettere ved at accepterer One Piece rodede univers, og var jeg vokset op med One Piece, er det muligt jeg havde set tilbage på den glædeligt og nostalgisk. Måske skal man bare dykke ned og finde sin indre teenager, for at komme til at holde af og på et eller andet plan forstå serien. Hvem ved, hvis man gør dét kan det være man virkelig kommer til at elske den. Det er der i hvert fald nogen derude der gør.

Tegneserien er venligst stillet til rådighed af Carlsen Manga.

Titel: One Piece 29: Oratorium & One Piece Red Tegner: Eiichiro Oda Forfatter: Eiichiro Oda Albumlængde: 240 / 272 sider Oversættelse: John Lysmand One Piece 29, udgivet i 1997 i Japan (udgivet af Carlsen Manga 2006) One Piece Red, udgivet i 2002 i Japan (udgivet af Carlsen Manga 2006)

Anmeldt af Claus Jacobsen | 13/05/2006