Love Hina 13
af Ken Akamatsu

Denne manga er helt uforfalsket bubblegum. Her er fyldt med store teenagefølelser, som forelskelse, lyst, usikkerhed og fortvivlelse. Dette er blandet godt op med piger i mange forskellige smarte dresses og frisurer, sværdkampe, kæmpezeppeliner og propelflyvere i luftslag, eksotiske fremmede lande med underlige folk og urgamle ruiner. Jep, rent bubblegum, af den gode slags, der holder smagen i lang tid og er dejlig blødt at tygge på.

Love Hina tilhører den undergenre indenfor japanske tegneserier, der betegnes som ”harem manga”. Navnet kommer af, at grundtrækket i denne type historier er at en teenagedreng af den ene eller anden grund skal bo sammen med en større gruppe forskellige piger. Pigerne synes indledningsvist at drengen er irriterende og kikset, men bliver efterhånden som historien skrider frem en efter en forelsket i ham, og må til sidst kæmpe for hans kærlighed. Hvorfor det hedder ”harem” siger vel sig selv, og det er som sagt en populær genre, der blandt andet tæller serier som Ranma 1½ og Tenchi Muyo! Genren synes at appellere i lige høj grad til både piger og drenge.

I Love Hina er hovedpersonen drengen Keitaro Urashima, som, mens han læser og prøver på at komme ind på Todai, Tokyos universitet, skal bo på pensionen Hinata sammen med en masse piger, der selvfølgelig ender med at blive forelsket i ham. Pensionen hedder Hinata, eller Hina i kort form, efter Keitaros bedstemor, der ejer stedet og som han står til at arve på et eller andet tidspunkt. Det forklarer også hvordan Keitaro kan få lov til at bo på en pigepension. Keitaro er en tynd, bebrillet og, overfor pigerne i hvert fald, lidt kikset dreng, der tit og ofte kommer ud for diverse uheld. Således kommer han ofte til at se en eller flere af pigerne halvnøgne, eller kommer til at befamle dem (den slags ka´ jo ske..) således at han kan få behørig udskæld og bliver kaldt for en sjofel fyr. Alt sammen en del af harem-stilen, hvilket også gælder pigerne, der hver har sin shtick eller ting der mere eller mindre gør det ud for personligheder. En vigtig del af dette er selvfølgelig også pigernes outfits. I Love Hina deler hovedperson Keitaro pension med blandt andet den sværdsvingende samurai/nonne Motoko, den eksotiske og mørklødede Su, den generte, lille Shinobu, den tomboy-agtige Kitsune, drømmepigen Naru, der dog har et voldsomt temperament samt Kanako, der faktisk er Keitaros halvsøster og tager søskendekærlighed til et mere twistet niveau.

Dette, det trettende bind, er det næstsidste i Love Hina-serien, og man kan godt mærke at en afslutning nærmer sig. Bindet indledes ved at vi følger samurai-pigen Motoko og hendes genvordigheder, ud fra hendes synsvinkel. Hun er selvfølgelig gået hen og blevet forelsket i Keitaro, selv om han nu er sammen med Naru, og Motoko går derfor og kæmper med jalousien. Derudover viser det sig, at Motoko ikke har klaret optagelsesprøven til Todai-universitetet, men hun kommer dog til at lyve om det så alle alligevel tror hun er kommet ind. Samtidig begynder hendes bryster at vokse, og endelig dukker hendes autoritære storesøster op på besøg. For Motoko kan dette kun ende med harakiri, sværdduel til døden med storesøsteren eller at gå i kloster. Det går naturligvis ikke helt så galt og fokuset i historien flyttes over på Keitaro og Narus forhold, hvor Naru nu er jaloux på grund af Motoko. For at overbevise Naru om at det er hende han kan lide, vil Keitaro tage hende med til Todai, eftersom det siges at den man ankommer til Todai med, vil man tilbringe resten af sit liv med, og det må resten af pigerne selvfølgelig forhindre. Men netop samtidig ankommer Keitaros storebror Seta, der nærmest blot er en ældre og coolere udgave af Keitaro, for øjeblikkeligt at tage ham med til øriget Molmol. Han er på flugt fra zeppelinflyvende røvere og leder efter nogle sagnomspundne ruiner, der sjovt nok også hedder Todai, med dertilhørende skat. Da der tikker en fax ind på pensionatet fra bedstemor Hinata, som siger, at Keitaro skal have fundet den pige han vil gifte sig med inden hun kommer tilbage, hvis han skal arve hende, begiver alle pigerne sig selvfølgelig også til Molmol. Det kommer der mange hæsblæsende eventyr, catfights, jalousidramaer og romantiske øjeblikke ud af, og sørme også et bryllup i brylluppernes hovedstad.

Som sagt, så er det her ren, smuk bubblegum, fyldt med drama, spænding og teenagefølelser. Dertil kommer så en charmerende tegnestil. Jeg er helt betaget af tegner og forfatter Akamatsus luftskibe, skildpadde-samfund på Molmol og skildpadde-Mechas. Desuden er der i den billedlige del af fortællestilen også det charmerende element, at personernes indre tanker og følelser kommer til udtryk. Når f.eks. Motoko bliver vred på sin søster, eksploderer rummet og pensionatet i et voldsomt ki-angreb i næste billede, og først et par rammer senere, hvor alt er uforandret, går det op for én, at dette kun er sket i Motokos hoved og ikke i historiens virkelighed. En fin måde at skildrer de store teenagefølelser på. Ligeledes når Naru bliver sur og tæsker Keitaro, så han enten ser helt kvast ud eller bliver sparket tværs over træer og bygninger. Det selvfølgelig en billedlig metafor for hvordan Naru skælder ham ud og hvordan Keitaro emotionelt radbrækkes.

Men det leder også til indvendingen mod Love Hina, for man skal være opsat på den, ellers vil man nok synes det er det er en utålelig fjollet serie. Og det ER en fjollet serie, med en til tider ret tåbelig og omskiftelig handling. Men kaoset og sammenblandingen er en del af seriens charme, vil jeg mene. Jeg var bestemt i godt humør efter endt læsning. Så hvis du er til let, lyserød Candyfloss-tyggegummi-underholdning med teenpathos, sære indfald og et drys action, skulle du måske give Love Hina en chance.

Tegneserien er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Titel: Love Hina 13 Originaltitel: Rabu Hina Tegner: Ken Akamatsu Forfatter: Ken Akamatsu Albumlængde: 192 sider Udgivet af: Carlsen Comics, 2006 Oversættelse: John Lysmand & Melos.dk Materialet er første gang blevet trykt i 1999 i Shonen Magazine. Fjortende og sidste bind i Love Hina-serien udkommer juli 2006.

Anmeldt af Claus Jacobsen | 13/07/2006