Final Girl 1
David Hutchison, Lee Duhig & Joe Wight

Final Girl er en relativt ny serie fra det amerikanske forlag Antarctic Press, der primært udsender Manga. Serien udgives da også under forlagets Pocket Manga, selv om Final Girl ret beset slet ikke er en Manga. Tegnestilen er tydeligt vestlig, selv om det overordnet set ville være svært at sætte en mærkat på tegnestilen, da den nemlig ændrer sig undervejs.

Som mange Sleazehound-læsere nok vil vide, så er "Final Girl" et begreb, der oftest anvendes i forbindelse med slasherfilm, hvor det er en genrekonvention, at det altid er en pige, der er i live til allersidst, og som typisk må overvinde skurken. Det er dette koncept, David Hutchison har brygget sin historie over, men som det vil fremgå, er det et noget alternativt take på konventionen, som Hutchison her fremlægger.

På de første par sider introducerer Hutchison os for albummets fire hovedpersoner, der alle er unge kvinder. Det sker ved, at der er en portrættegning af hver person, hvorunder der er nogle elementære data (hjemby, øjenfarve osv.) og en kort beskrivelse af deres personlighed og baggrund. Dette lyder jo umiddelbart meget lækkert, og det giver da også anledning til at tro, at pigernes personligheder kommer til at spille en rolle i historiens begivenheder. Det gør de bare ikke.

Efter denne introduktion til hovedpersonerne begynder selve historien så, og det gør den med et flashback. Også dette synes at antyde, at Final Girl kunne gå hen og være interessant. I flashbackindledningen ser vi nemlig, hvordan en nazistisk agent bliver landsat i USA - en anderledes måde at indlede en slasher på. Indledningen er i øvrigt holdt i en sepiatonet stil, der på filmisk vis klart illustrerer, at vi her befinder os i fortiden - altså dengang, der var rigtige nazister til. I øvrigt skal det lige siges, at der stedvist skiftes tilbage til disse flashbacksekvenser, hvorigennem baggrundshistorien forsøges uddybet, men umiddelbart efter det indledende flashback, skifter handlingen til nutiden og den egentlige handling.

Her møder vi vores fire hovedpersoner og en håndfuld andre, der vågner op i et mørkt rum uden at vide, hvor de er, eller hvordan de er endt der. Tænk lidt i retning af Saw (2004), hvis I har set den.

Og herefter går det så løs! En af fyrene, der også befinder sig i rummet, kigger ud igennem mellemrummet mellem de brædder, der er sømmet for vinduet, hvorefter han får savet fjæset i stykker af en motorsav, der bliver stukket ind mellem brædderne. Herefter begynder den vilde flugt fra de forskellige monstre, der omgiver vores lille gruppe. Det viser sig, at de befinder sig i byen Castle Falls, eller resterne af den. De møder et andet menneske, der ligesom dem selv, er vågnet op, uden at vide hvordan eller hvorfor, og sammen forsøger at de at løbe spidsrod mellem de mange monstrøsiteter, der findes i byen.

Igennem de indsatte flashbacksekvenser antydes det, at den tyske agent fik iværksat nogle uhyggelige eksperimenter i Castle Falls, men præcis hvordan den tidligere så hyggelige lilleby ændrede sig til det, den nu er, får vi ingen forklaring på.

Umiddelbart lyder ovenstående jo egentlig meget fedt, og det kunne det også have været, hvis historien ikke havde været fortalt så forvirrende. Problemet er, at handlingen hovedsageligt består i, at vore hovedpersoner flygter fra de forskellige monstre og én for én bliver slagtet af dem. Det bliver noget ensformigt i længden, for der er ikke meget historie i det, og derudover medvirker illustrationerne ikke til at gøre den sparsomme handling nemmere at følge.

Om det er forsætligt eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men David Hutchisons stil ændrer sig igennem albummet fra det nogenlunde vellignende og naturalistiske og til det skitseprægede og eksperimenterende, ja stedvist nærmest abstrakte. Dette gælder ikke bare for selve tegnestilen, men også for farvelægningen, der både gør brug af kraftige, klare farver og meget mørke toner. Sidstnævnte er både effektivt og stemningsfyldt, men kræver til gengæld, at man læser albummet i god belysning, da man ellers ikke kan se, hvad der foregår. Det må siges, at illustrationerne generelt er meget stemningsfyldte og flotte, og der lægges bestemt ikke fingre imellem - blodet flyder lystigt på siderne i Final Girl. Rent visuelt er albummet derfor ganske tiltrækkende, men desværre bliver historien også sværere og sværere at følge i takt med at illustrationerne bliver gradvist mere udsyrede. Her må det dog retfærdigvis pointeres, at der løbende også er mere rene tegninger, der ikke er så svære at få mening ud af, men overordnet set er der ingen tvivl om, at stilen bliver vildere og vildere i takt med at historien skrider frem.

Hvis den løbende stilændring er forsætligt, og dermed har været Hutchisons måde at illustrere det vanvid, der hersker i Castle Falls, er det sådan set en ganske fin idé. Problemet er som sagt bare, at tegningerne hurtigt bliver forvirrende og eksperimenterende; faktisk så meget, at det bliver helt umuligt at holde styr på karaktererne - i store dele af historien kan man simpelthen ikke finde ud af, hvem der er hvem. Men hvad der er værre er, at det ikke rigtigt betyder noget. Ingen af de fire kvindelige hovedpersoner giver udtryk for nogle af de karaktertræk, de blev tilskrevet i de indledende mini-biografier, og dermed falder idéen med den ret grundige introduktion til jorden. Dertil må man sige, at genrekonceptet "final girl" måske er lidt misvisende at anvende i en historie som denne, for det er som nævnt et koncept, der især er knyttet til slasherfilmgenren, som Final Girl har meget lidt til fælles med!

Slutresultatet er dermed ret nedslående. Fra en spændende og lovende indledning, degenererer albummet til en rodet omgang, som det er meget svært at hitte rede i. Hele konceptet med den monsterinficerede by, hvor tingene tilsyneladende sker uden nogen form for mening, virker i øvrigt helt utrolig inspireret af Silent Hill (2006), men hvor det fungerede rigtig godt langt hen ad vejen i Silent Hill, falder det desværre til jorden her i Final Girl. Der kommer aldrig nogen forløsning, vi får aldrig nogen svar, og det betyder, at man bagefter sidder forvirret tilbage, og ikke rigtig ved, hvad man lige har læst.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om dette først bind i Final Girl-serien skal anses som en afsluttet historie, så de næste bind kommer til byde på nye og anderledes historier, eller om bind to fortsætter historien. Hvis sidstnævnte er tilfældet kunne det være, man fik svar på nogle af de mange spørgsmål, man står tilbage med, når man har læst albummet færdigt. Omvendt kunne man også håbe på, at de næste bind bliver lidt mere konventionelle, for grundidéen med at hente "final girl"-konventionen over i tegneseriemediet er sådan set fin nok. Især når det gøres uden at lægge fingre imellem.

I sidste ende kan jeg ikke få mig selv til at anbefale Final Girl. De ret flotte tegninger, som i mangel af en solid historie er albummets største styrke, bliver samtidig dets største svaghed. Som ren billedbog fungerer Final Girl fint nok, men man vil jo gerne have lidt mere ud af sine tegneserier.

Final Girl er venligst stillet til rådighed af Antarctic Press.

Titel: Final Girl 1 Forfatter: David Hutchison, Lee Duhig & Joe Wight Tegner: David Hutchison Albumlængde: 134 sider Udkom i USA i fem hæfter i 2007 på forlaget Antarctic Press. Udkom som samlet album i 2007 på forlaget Antarctic Press.

Anmeldt af Mogens Høegsberg | 13/04/2008