Emily the Strange
Den hemmelige bog

Rob Reger & Buzz Parker

Emily the Strange blev et kultfænomen, efter at skateren Rob Reger skabte figuren til sit tøjmærke sammen med vennen Nathan Carrico tilbage i 1991. Med tiden er tøjet (og Emily) blevet et stort mærke, som både folk fra gothkredse og kendte popstjerner går i. Efter succesen med tøjet, og figuren Emily, videreudviklede Reger figuren, og der er udgivet mange ting med den lille egenrådige pige, lige fra nøgleringe til brevpapir og bøger. De to første bøger er udgivet på dansk fra Forlaget Carlsen, og kan købes i boghandler landet over.

Men hvem er denne Emily? Jo, Emily er sin helt egen. Hun gør ikke noget for at passe ind i andre grupper og virke "normal", men vil hellere være for sig selv - sammen med sine fire katte (Sabbath, Neechee, Miles og Mystery). Emily er nem at genkende, da hun har langt sort hår og kun klæder sig i sort, på nær sine store, hvide Mary-Jane-Sko.

I den første bog, Emily the Strange, var der lagt meget vægt på billeder og en lille sjov tekst, der beskrev lidt om Emily - noget man ofte ser i børnebøger. Men Den hemmelige bog, adskiller sig lidt, og der er flere detaljer i hvert billede. Der er om muligt endnu mindre tekst i denne bog, end i den første, men så kan man til gengæld fordybe sig lidt mere i de mange gemte symboler på hver side. På de første sider er der angivet en masse symboler, som hver har deres betydning. Disse symboler er gemt på nogle af siderne, så man kan gå tilbage og se, hvad de betyder, og finde ud af, hvorfor de er der.

Symboler og gemte figurer er lagt ind overalt på siderne, og jeg har selv kigget bogen igennem flere gange, og fundet nye ting. Blandt andet er der gemt tegninger af Emily i mange spindelvæv og spejle rundt omkring.

Handling er der ikke meget af, og man er rimelig hurtig igennem både denne og den første bog - især hvis man ikke giver meget for at finde symboler og gemte tegninger i billederne. Nogle af siderne i bogen er bygget op som lister over navne på bl.a. Emilys edderkopper og hendes fantasimonstre, som ikke er særlig interessante, da det blot er en opremsning af sjove navne.

Til forskel fra den første bog er der meget sjov at finde i billederne, men det er desværre også det eneste rigtig gode ved Den hemmelige bog. Der er ikke meget at komme efter, da det faktisk godt kunne være en børnebog, udover at børn nok ikke vil kunne forstå humoren og billederne.

At Emily er blevet så populær er måske lidt svært at forstå, men de simple tegninger, som præger bøgerne, er fantastisk flotte på deres enkle måde - noget som måske tiltaler mange. Men at hun er blevet til et idol som f.eks. den store mus Diddl med brevpapir, bøger, tegneserie og andet gejl, er for meget for mig, og jeg finder det komisk, for ikke at sige usmageligt, at koge så meget suppe på én enkelt figur - i hvert fald når figuren indledningsvist er opfundet af markedsføringshensyn.

Der er i skrivende stund en kombineret spille- og tegnefilm under udvikling, hvilket ikke ligefrem får mig til at ryste af forventning.

Emily the Strange: Den hemmelige bog er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Titel: Emily the Strange: Den hemmelige bog
Originaltitel: Emily's Secret Book of Strange
Forfatter: Rog Reger
Tegner: Rob Reger & Buzz Parker
Albumlængde: 68 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup

Udkom som album i USA i 2003 på forlaget Chronicle Books.
Udkom som album i Danmark i 2008 på forlaget Carlsen Comics.

Anmeldt af Daniel Hvid | 13/04/2008