Chrono Crusade 5
Daisuke Moriyama

De sidste par album i adventureserien Chrono Crusade har handlet om rejsen tværs gennem USA. Rosette, Chrono og Azmaria havde erfaret, at Rosettes forsvundne bror, Joshua, var blevet observeret i San Francisco. Derfor var de tre venner taget på en rejse gennem Guds eget land, men naturligvis var denne rejse ikke uden komplikationer. Dels mødte de heksen og dusørjægeren Satelle, som de lod komme med dem på deres rejse, og dels blev de overfaldet af en række dæmoner, der alle var interesserede i, at de ikke nåede frem til vestkysten. Det var dog ikke trusler, som vennerne ikke kunne klare i fællesskab, og til sidst lykkedes det da også at komme frem til San Francisco.

Nu gælder det bare om at finde Joshua, men udover at han skulle befinde sig i byen, har Rosette faktisk ikke nogle spor at gå efter. De fire venner beslutter sig for at bruge lidt tid på afslapning, og passende nok er der karneval i byen. Rosette kommer lidt væk fra de andre, og pludselig står hun ansigt til ansigt med sin forsvundne bror gennem fire år. Det er i dette øjeblik, at det femte album begynder. Rosette er først lettere lamslået over endelig at se sin bror, men det går hurtigt op for hende, at der er noget helt galt. Joshua har nemlig ikke den fjerneste ide om, hvem hun er. Faktisk virker han ufattelig distraheret, og det går op for Rosette at han bærer rundt på Chronos dæmonhorn. På dette tidspunkt dukker dæmonherren Aion op.

Det er første gang Rosette ser Aion, selvom han er den dæmon, der har voldt både hende og Chrono så megen smerte. Synet af det væsen, som har ødelagt så meget af hendes tilværelse, gør hende rasende, og uden tøven trækker hun sine pistoler. Men Aion er ikke nogen tilfældig dæmon, han er en af de mægtigste af slagsen, og der skal mere til end en enlig bevæbnet pige for at kue ham. Han siger til Rosette, at hun får ét skud mod ham, hvor han ikke vil gøre modstand, og hvis det lykkes hende at dræbe ham med det ene skud, har hun naturligvis vundet. Hvis det mislykkes, har hun dog tabt med alt hvad det indebærer.

Hun skyder, men kuglen stopper få millimeter fra dæmonens pande. Med et grumt smil om læben beordrer han Joshua til at dræbe hende. Blindt adlydende hiver Joshua sin egen pistol frem, men i dette øjeblik dukker både Chrono og Satelle op. Før nogen kan nå at stoppe ham, er Chrono hoppet ind foran Rosette, og det bliver ham, som Joshua skyder i hovedet. Skuddet var heldigvis ikke dræbende, men det vækker et latent raseri inde i ham. Chrono dropper sin menneskelige skikkelse, og i stedet rejser han sig som en dæmon, men hver gang han aktiverer disse dæmonkræfter, tapper han samtidig en del af Rosettes livskraft. Denne gang er han så opslugt af raseri, at det truer med at tage hele hendes livskraft, og det vil naturligvis betyde døden for hende. Han og Aion kaster sig ud i en vild kamp i San Franciscos gader, mens Rosette ligger døende tilbage. I mellemtiden er der dog ingen, som har bemærket, at Azmaria er forsvundet. Aion og Joshuas tilstedeværelse på karnevalet var naturligvis en afledning, så en af Aions dæmonhåndlangere uset kunne kidnappe Azmaria. Hun er nemlig en af et dusin børn, der besidder en særlig evne som Aion har tænkt sig at udnytte. Da slaget er overstået, må Rosette, Satelle og Chrono derfor se sig besejret.

Grunden til, at jeg går så meget i detaljer med denne ene sekvens, er at den fylder latterligt meget i albummet. Hele tre kapitler går der med at beskrive dette ene møde, og det er desværre lidt for meget. Det er naturligvis en vigtig sekvens for historien, men ligefrem at afsætte tre kapitler til det er lidt af et overkill. Derfor er det femte album i serien heller ikke det bedste, men det er naturligvis uundværligt for enhver fan. Det er også langt mere alvorligt end de forrige bind, og den lidt fladpandede humor, der plejer at optræde, er næsten helt væk. Det er tydeligt, at historien har taget en drejning, og fremtiden er pludselig meget usikker. Det er dog ikke helt håbløst, for Rosette har en plan. Den er dog desperat, og om den virker, må vi vente med til sjette album for at finde ud af.

Chrono Crusade 5 er venligst stillet til rådighed af Mangismo.

Titel: Chrono Crusade 5
Tegner: Daisuke Moriyama
Forfatter: Daisuke Moriyama
Albumlængde: 178 sider
Dansk oversættelse: Alex Jørgensen

Udkom i Japan 1 2002 på forlaget Kadokawa Shoten Publishing
Udkom i Danmark i 2007 på forlaget Mangismo

Anmeldt af Troels Bording | 13/09/2007


Et skæbnesvangert møde
Chrono bliver skudt
Blindt raseri